Sølvfisk – også kendt som sølvkræ – er et ældgammelt insekt, som har været på jorden i over 300 millioner år. Den er således et af verdens ældste nulevende insekter, og den er i Danmark et hyppigt forekommende insekt.




 

Hvordan ser sølvfisk ud?

Arten har det latinske navn Lepisma saccharina. Sølvfisk er vingeløse og bliver typisk mellem 13 og 30 mm lange med en ensartet sølvfarve på toppen. Sølvfisken er bred ved hoved og bliver  gradvis smallere mod halen, hvilket kan lede tankerne hen på en fisk.

 

Sølvfisk i hjemmet


Du kan finde sølvfisk alle steder i hjemmet, men som mere fast opholdssted foretrækker de klart mørke og fugtige omgivelser – gerne med en luftfugtighed på mellem 75-97%.

Deres foretrukne opholdssteder er kældre, køkkener, køkken- eller håndvaske, hylder med tøj, hulrum i vægge og undergulve. Sølvfisk har meget svært ved at overleve, hvis luftfugtigheden kommer under 75%.

Det mest almindelig sted er sølvfisk på badeværelset, fordi du oftest her når op på den høje luftfugtighed.

 

Fugt i hjemmet

Nogle gange kan det dog være svært ved at lokalisere årsagen til fugten. Mange synes de har en almindelig luftfugtighed i hjemmet.

På et tidspunkt begyndte der at dukke sølvfisk op på vores gæstetoilet. Den første konklusion var, at det nok var kombinationen af børnenes vandplaskeri og gulvvarmen, som gjorde, at der pludselig var sølvfisk der.

Sandheden var lidt mere nedslående; nemlig at der var en større vandskade på huset, som kom fra et gennemtæret fjernvarmerør. Siden rørene blev udskiftet har der ikke været nogen sølvfisk.

En anden mulig forklaring på fugt kan være, at soklerne på huset står og suger for meget vand, og derfor afgiver fugt i huset.

Andre årsager til fugten kan også skyldes for dårlig udluftning af badeværelset, fugt og sæberester fra afløbsskålen, utæt slange på opvaskemaskemaskinen eller, at du bruger for meget vand, når du tørrer borde af eller vasker gulve.

Er du usikker på, hvor fugten kommer fra, kan du låne eller leje en fugtmåler, som kan fortælle dig, hvor høj fugtigheden er i vægge og gulve.

 

Er sølvfisk skadelige?

Sølvfisk er noget af det mest fredelige, som du kan forestille dig. De er på ingen måder direkte skadelige for hverken mennesker eller dyr. Der hvor de kan blive anset som skadedyr er hvis du har bøger, frimærkesamlinger eller malerier, som er af stor værdi på den ene eller anden måde. Sølvfisk kan nemlig gnave sig i gennem disse materialer, men det er som regel kun et problem hvis disse ting opbevares for fugtigt.

 

Hvad spiser sølvfisk?

Sølvfisk kan leve af en kombination af de rester af proteinstoffer, som den kan finde i sæberester i brusenicher og vaske, sukkerstoffer og stivelse samt skimmel- og mugsvampe. Der er også eksempler på at sølvfisk spiser tapet og papir, hvis det er fugtigt. Muligvis er deres mål mere de skimmel- og mugsvampe, som gror på det end selve papiret.

 

Sølvfisk bekæmpelse


Udluftning: Sølvfisk trives i fugtige omgivelser, og det er derfor vigtigt, at du sørger for god og regelmæssig udluftning i dit hjem. Det er vigtigt at overveje, hvor fugten kommer fra. Kommer fugten bare fra, når der bades, så kan det klares med almindelig grundig udluftning, men der kan som beskrevet ovenfor også være andre forklaringer.

Støvsugning: Din støvsuger er også et godt våben til sølvfisk bekæmpelse. Støvsug grundigt langs vægge, og hvor du ellers finder sprækker og revner.

Vask og aftørring: God rengøring er også effektivt mod sølvfisk, da de fx kan leve af små krummer, de finder på deres vej. Ved aftørring og gulvvask er det dog vigtigt, at du ikke efterlader for meget vand. Vrid i stedet kluden og moppen grundigt op, da du ellers efterlader fugt, som sølvfisken kan hygge sig i.

I forbindelse med rengøring er det en god ide at rense afløbene fra håndvask osv., fordi det er et af de steder, som sølvfisk ynder at holde til. Her kan du evt. anvende lige dele eddike og natron, hæld opløsningen i afløbet og lad det virke 10 – 15 minutter. Skyl herefter grundigt efter med varmt vand.

 

Sølvfisk bekæmpelse med gift

Inden du begynder at bruge gift mod sølvfisk, er det vigtigt at huske, at sølvfisken er et ret uskadeligt dyr, men ligesom andre insekter kan den godt bære bakterier med rundt og videreføre til husets beboere. Hvis den fx kravler rundt ved afløbsskålen og herefter op på armaturet ved håndvasken, som du så på et tidspunkt rører ved.

Inden du bruger gift, er det bedst at have forsøgt sig med ovenstående råd, hvor du får lokaliseret årsagen til fugt i din bolig, og du efterfølgende foretager jævnlig udluftning, støvsugning, vask og aftørring.

Insektspray: Hvis du vil bruge gift, virker de fleste af de insektspray, du kan købe også på sølvfisk.

Lokkedåser: Ligesom der findes lokkedåser til myrer, kan du også få tilsvarende lokkedåser til sølvfisk. Fordelen ved lokkedåserne er, at du undgår at få gift spredt over et større område – inkl. områder hvor der slet ikke er nogle sølvfisk.

Insektpudder: Har du opdaget sølvfisk i hulrum ved vægge eller gulve kan du købe insektpudder, som blæses ind ved problemområdet.

Husk med gift: Er rummet fortsat fugtigt, vil sølvfiskene dukke op igen, når giften ikke længere er aktiv.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.4/6 (29 votes cast)
Sølvfisk - Bekæmpelse af sølvfisk, 4.4 out of 6 based on 29 ratings