Læs med her og få gode råd til, hvordan du kan fjerne bananfluer. Der er tips til bananflue bekæmpelse, og hvordan du kan lave en bananflue fælde.

Har du fået de irriterende kræ inden for døren, vil du oftest opleve dem omkring køkkenvasken eller frugtskålen. Lige pludselig er der bananfluer overalt. Bananfluerne er som regel et problem, når sommeren banker på og de eskalerer i antal, indtil sommeren topper i august. Bananfluer trives dog også fint i september – specielt i år, hvor sensommeren har meldt sig, og mange frugttræer har bugnet med frugt.




Som vejret bliver køligere, vil bananfluerne også forsvinde, men det er ikke lige sikkert, alle vil vente på det. Bananfluen er jo ikke en gæst, vi ligefrem byder velkommen i vore hjem, da den er et skadedyr på den måde, at den inficerer madvarer.

 

Hvordan ser en bananflue ud?


Bananfluer er omkring 3-4 mm og har en gulligbrun farve, stribet bagkrop og gennemsigtige vinger. Den kaldes også for eddikeflue, vinflue og frugtflue, hvilket meget passende fortæller, hvilke madvarer fluen har en forkærlighed for. Den har en imponerende lugtesans og vil kunne opsnuse disse madvarer på lang afstand.

 

Hvor kommer bananfluer fra?

Ja, hvor kommer bananfluerne fra, tænker man. Og de kommer faktisk typisk ind i vore hjem gennem åbne vinduer eller døre, eller du kan være uheldig, at den ubudne gæst følger med indkøbte madvarer.

 

Er bananfluen farlig?

Hverken bananfluen eller dens æg er farlige, så du behøver ikke frygte for helbredet. De er mere bare til irritation. Dog kan bananfluer – ligesom det er kendt med andre fluer – være smittebærere efter at have været i kontakt med bakterier. Fx. kan den have været forbi dit toilet, inden den går i gang i køkkenet, men i sig selv er den ikke farlig.

 

Bananfluens livretter

Bananfluen kan især godt lide:

  • Gærende overmoden frugt.
  • Flasker/kartoner med rester af øl, vin, marmelade, juice, ketchup, eddike eller mælk.
  • Glas med levn af asier, rødbeder eller syltede agurker.

I disse madvarer lægger bananfluer typisk deres æg, og dit køkken kan hurtigt blive inficeret, da en bananflue kan lægge op til 25 æg om dagen. Det er vigtigt at være særligt opmærksom på stødt frugt, som giver ekstra gode betingelser for vækst af gærceller.

 

Bananfluer – bekæmpelse

For at forebygge eller bekæmpe bananfluer så fjern først alle de madvarer, som kan lokke bananfluer til og gør grundigt rent. Bare lidt spildt mælk er nok til, at bananfluen kan lægge sine æg deri.

  • Fjern overmoden frugt. Kom frisk frugt i en papirspose eller opbevar det i køleskab.
  • Glas og flasker med mælk, eddike, juice, ketchup og marmelade skal være lukkede og helst opbevares i køleskabet.
  • Fjern tomme flasker og glas fra dit hus.
  • Klar opvasken, så der ikke står beskidt service fremme.
  • Gør grundigt rent. Som sagt er bare en sjat spildt mælk eller juice nok til, at bananfluen kan lægge æg deri. Vær ekstra omhyggelig omkring køleskab, komfur og opvaskemaskine, så du får alle madrester væk.
  • Udskift din karklud og svamp hver. Bananfluer kan også yngle på sure klude.
  • Fjern dit opvaskemiddel, hvis der er citrus i. Duften tiltrækker bananfluer.
  • Ingen åbne skraldeposer. Anskaf evt. en affaldsbeholder med låg.
  • Luk kompostbeholdere og fjern nedfaldsfrugt.
  • Rens affaldsbeholdere og kompostbeholdere efter tømning.

 

Lav din egen bananflue fælde


Selv når du har taget alle ovenstående forholdsregler, vil der som regel alligevel være et par bananfluer tilbage på trods af, at du har fjernet alle fødekilder.

Mod de sidste fluer er der kun udluftning eller støvsugeren, som hjælper.

Du kan også bygge din egen bananflue-fælde og på den måde slippe af med de sidste bæster.
En fælde er også en god ide, når du opdager de første fluer.

Der findes mange forslag til, hvordan man kan lave en bananflue-fælde.
Der er ingen grund til at gøre tingene sværere end de er, og opskriften på en meget nem fælde er:

  • At lade et glas med hvidvin i bunden stå fremme.
  • Kom et par dråber opvaskemiddel i for fjerne overfladespændingen.
  • Det gør, at bananfluerne drukner, og når der udklækkes nye, drukner de ligeledes. Efter et par uger er du af med de sidste bananfluer.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 3.8/6 (20 votes cast)
Bananfluer bekæmpelse - sådan gør du, 3.8 out of 6 based on 20 ratings